Livestream Shop Sponsorer

Phalène

Phalène

Mentalitet
En papillon/phalene er jo en fantastisk hund det ved vi. Og en smuk hund er en fryd for øjet, men endnu vigtigere er det, at man deler hverdagen med en hund, der er afbalanceret og velfungerende.
Man ved, at hundens mentalitet er arvelig ligesom pelsfarve, højde og eksempelvis ørestilling er det. Og mentalbeskrivelsen er således et vigtigt redskab bl.a. for opdrætteren, der ønsker hjælp til at udvælge de mest egnede avlsdyr. DKK’s mentalbeskrivelse blev officielt indført i foråret 1999.
Formålet med mentalbeskrivelse er
at give specialklubberne et redskab til udarbejdelse af raceprofiler
at give opdrætterne et avlsredskab
at give hundeejerne kendskab til deres hundes mentale egenskaber
I DKKs mentalbeskrivelse anvender man testmodeller, der i så høj grad som mulig adskiller hundens medfødte adfærd fra det tillærte og trænede. Hunde kan blive mentalbeskrevet fra de er 10 mdr. gamle. Alle test resultater registreres, men kun resultater fra hunde i alderen 10 til 24 mdr. indgår i beregninger af diverse statistikker for den pågældende race.
Mentalbeskrivelse af en enkelt hund tager ca. 1 time. Ved afslutning af mentalbeskrivelsen, vil testlederen gennemgå hundens reaktioner på de enkelte momenter og svare på spørgsmål.
Har du spørgsmål eller lyst til at deltage på en beskrivelse med din hund, så kan du kontakte Ann-Jeanet på ajos@mail.tele.dk

Helbred
Papillon og phalène er normalt sunde og velfungerende hunde, der bevarer deres aktivitet og livsglæde højt op i alderen.
Arvelige og/eller delvist arvelige defekter, der i enkelte tilfælde kan forekomme i racen, er: Progressiv Retinal Atrofi (PRA), Cataract, Patella Luxation samt i meget sjældne tilfælde epilepsi, døvhed, allergi m.m.
PRA

PRA er et fremadskridende svind i de lysfølsomme celler i øjets nethinde. Lidelsen er arvelig og resulterer i hel eller delvis blindhed. De første symptomer er begyndende natteblindhed. Hos papillon og phalene udvikler sygdommen sig som regel så langsomt, at ejeren ofte ikke bemærker, at hunden har et nedsat syn. På det tidspunkt, hvor hunden begynder at vise symptomer på natteblindhed – nogen gange allerede inden – kan forandringerne i nethinde og blodkar ses ved brug af specielt udstyr, der kan se helt ind i øjet.
PRA er 100% arvelig betinget, og arvegangen er fastlagt, derfor kan man bekæmpe denne sygdom med avlsrestriktioner, hvilke har været i kraft for papillon og phalene (stambogsført i DKK) siden 1992. Årlig øjenlysning af avlsdyr har været obligatorisk frem til maj 2012, og hverken hunde diagnosticeret med PRA eller kendte anlægsbærere måtte benyttes i avlen. Det betyder, at der i dag er en stor sikkerhed for at den hvalp, du påtænker at købe, ikke vil udvikle denne defekt.
Der er ikke længere undersøgelseskrav før avl, men som hvalpekøber kan man forlange at se forældrenes øjenlysningsattest.
Patella Luxation (knæledsforskydning)

Sygdommen er kendetegnet ved, at knæskallen af og til smutter ud af sit naturlige leje på forsiden af knæet og derved låser knæet i en bøjet stilling. Det gør hunden så halt, at den slet ikke støtter på benet. Dette kan skyldes, at ledbåndet bliver overstrakt på grund af ydre påvirkninger som overvægt eller fald, men er i de fleste tilfælde forårsaget af en arveligt betinget dårlig udvikling af den knoglefure, hvori knæskallen og senen glider.
Diagnosen patella luxation kan stilles uden røntgenfotografering hos dyrlægen, ved en såkaldt palpatorisk undersøgelse, hvor dyrlægen undersøger, om knæskallen kan skubbes ud af led.
Papillon-phalene Klubbens opdrættere har gennem mange år frivilligt undersøgt deres avlsdyr for patella luxation før avl, og der er ført registrering over disse undersøgelser. På denne baggrund ses lidelsen yderst sjældent i dag.
Der er ikke undersøgelseskrav før avl, men som hvalpekøber kan man forlange at se forældrenes knæattest.