Livestream Shop Sponsorer

Granddanois

Granddanois

Anvendelse
Selskabshund, vagt- og forsvarshund.

Klassifikation
FCI Gruppe 2 (Pinschere, Schnauzere, Molosser og Schweizer Sennenhunde),
Sektion 2.1 (Molosser).
Uden brugsprøve.

Historie
Som forfædre til vore dages Grand Danois (’Deutsche Dogge’) må man anse den gamle ’Bulbider’ såvel som de parforcejagt- og vildsvinehunde, der var en mellemting mellem den stærke Mastiff af engelsk type og en hurtig, smidig mynde. Ved betegnelsen ’Dogge’ forstod man oprindelig en stor, stærk hund, som ikke behøvede at høre til en bestemt race. Senere betegnede tyske navne som ’Ulmer Dogge’, ’Englische Dogge’, ’Dänische Dogge’, ’Hatzrüde’, ’Saupacker’ og ’Grosse Dogge’ forskellige typer af disse hunde, alt efter farve og størrelse. I 1878 besluttede en syvmands-komité i Berlin, bestående af engagerede opdrættere og dommere, at sammenfatte alle de ovennævnte varianter under navnet ’Deutsche Dogge’. Dermed blev den avlsmæssige grundsten nedlagt for en selvstændig, tysk hunderace. I 1880 blev der i forbindelse med en udstilling i Berlin for første gang fastlagt en standard for racen, som siden 1888 har været varetaget af ”Deutscher Doggen-Club 1888 e.V.” og i årenes løb flere gange er blevet ændret. Standardens nuværende udformning følger FCI’s retningslinier.

Helhedsindtryk
Med sin stolte fremtoning kombineres en stor stærk velkonstrueret krop med stolthed, styrke og elegance. Ved substans kombineret med adel, harmonisk skikkelse, velproportioneret konturer, samt et særligt udtryksfuldt hoved, virker Grand Danois for beskueren som en ædel statue. Aldrig grov eller med raffineret elegance. Perfekt i balance og altid med klart definerede kønspræg. Den er hunderacernes Apollo.

Proportioner
Næsten kvadratisk bygget, dette gælder især hannerne. Hunnerne kan være lidt længere i kroppen.

Temperament
Venlig, kærlig og hengiven over for familien. Kan være reserveret over for fremmede, men der kræves en selvsikker, frygtløs, let medgørligt, føjelig følgesvend og familiehund med høj modstandskraft over for provokation og uden aggressiv opførsel.

Hoved
I harmoni med helhedsindtrykket. Lang, smal, markant og udtryksfuld. Aldrig kileformet. Fint mejslet, især under øjnene. Afstanden fra næse til stop og fra stop til den lidt markerede nakkeknude skal være så ens som muligt. Næsepartiet og skallen bør absolut løbe parallelt. Hovedet skal virke smalt set forfra med næseryggen så bred som muligt.

Skalle:
Øjenbrynsbuerne veludviklede, men ikke fremtrædende.

Stop:
Tydeligt betonet.

Næse:
Veludviklet, mere bred end rund, og med store næsebor. Den skal være sort, undtagen hos harlekin hunde. (hvid med sorte pletter). Hos disse er en sort næse ønsket, men der tolereres en sommerfuglenæse (sort med pink pletter) eller kødfarvet næse. Hos blå hunde farven på næsen er antracit (fortyndet sort).

Næseparti:
Dybt og så firkantet som muligt. Næseryggen må aldrig være konkav (saddelnæse), konveks (romernæse) eller falder væk i forreste del (ørnenæse).

Læber:
Hjørnet af læben skal være defineret. Læberne skal kunne ses, men må ikke være for hængende elle indad rullet. Læberne skal være mørkpigmenterede. For harlekin tolereres ufuldstændigt pigmenterede eller kødfarvede læber.

Kæber, bid:
Veludviklede og brede kæber med kraftigt, sundt og fuldstændigt saksebid (42 tænder svarende til tandformlen). Enhver afvigelse fra et komplet saksebid (bortset fra P1 i underkæben) er særdeles uønsket.

Kinder:
Kindmusklatur kun ganske let defineret og på ingen måde fremtrædende.

Øjne:
Middelstore med et livligt venligt intelligent udtryk. Mandelformede med tætsluttende øjenrande - ikke ansat for langt fra hinanden eller kineserøjne. Så mørke som muligt, lys stikkende eller ravgule øjne er uønskede. Selvom noget lysere øjne er tilladt hos blå hunde. Hos harlekin tolereres bleg (isblå) øjne eller to forskelligt farvede øjne.

Ører:
Naturligt hængende, højt ansatte, men ikke løftet over kraniet eller hængende lavt. Middelstore. Deres forreste rand ligger ind mod kinderne, men skal hverken hængende fladt eller stå ud fra siderne af hovedet.

Hals:
Lang, tør, muskuløs og aldrig kort eller tyk. Glider velformet over i kroppen og bliver let slankere mod hovedet, har buet nakkelinie. Halsen bæres oprejst, uden brat overgang (ewe neck) let fremover. For meget løs halshud eller dewlap er særdeles uønsket.

Krop
Manke:
Det højeste punkt på den kraftige krop. Den er dannet af skulderbladenes kam, som rager op over ryghvirvlernes torntappe.

Ryg:
Kort og stram, svagt faldende bagud i en næsten ret linie. Ryggen må ikke være for lang eller med overlinien stigende bagud.

Lænd:
Let hvælvet og bred, med kraftig muskulatur.

Kryds:
Bredt, med stærk muskulatur. Fra korsben til halerod er det let faldende og går umærkeligt over i haleansatsen. Ikke stærkt skrånende eller vandret.

Bryst:
Når ned til albueled. Godt hvælvede ribben, der strækker sig langt. Brystet har god bredde og dybde, med en udtalt forbryst uden overdrevent fremspringende brystben. Ikke flade eller tøndeformede ribben.

Underlinie:
Bugen er godt optrukken bagtil og danner sammen med underbrystet en smuk kurve. Det er uønsket for tæver at have slap underlinie, der bærer præg af at have haft hvalpe.

Hale:
Når til haseleddet, må ikke være for lang eller for kort. Den er højt ansat og bred ved basis, gradvis tyndere udefter mod spidsen. I hvile bæres den hængende i en naturlig bue; når hunden er opildnet eller under bevægelse, bæres halen let sabelformet, men ikke væsentligt over ryglinien, må aldrig bæres over ryggen. En kroget hale eller krøllet hale samt en hale båret til siden er særdeles uønsket. Børstehår hår på halen uønsket.

Lemmer

Forpart
Helhedsindtryk:
Skal være tilstrækkeligt vinklet og med stærke knogler og muskler

Skuldre:
Med kraftig muskulatur. Det lange og skråtliggende skulderblad danner en vinkel på 100-110° med overarmen.

Overarm:
Kraftig og muskuløs, med god tilslutning. Skal være lidt længere end skulderbladet.

Albuer:
Hverken ind- eller udaddrejede.

Underarm:
Kraftig og muskuløs, fuldstændig lige, set såvel forfra som fra siden.

Håndrod:
Kraftig og stabil, kun uvæsentligt fremtrædende i forhold til underarmen i øvrigt.

Mellemhånd:
Kraftig. Set forfra er den lige, set fra siden kun let fremadrettet.

Forpoter:
Rundede, højt hvælvede, med tæt sluttede tæer (kattepoter). Kløerne er korte og kraftige og så mørke som muligt.

Bagpart
Bagpartens knogler er generelt dækket af stærke muskler, som får kryds, hofter og overlår til at virke brede og afrundede. De kraftige, velvinklede bagben er set bagfra stillet parallelt med forbenene.

Helhedsindtryk:
Hele skelettet er generelt dækket af stærke muskler, som får kryds, hofter og overlår til at virke brede og afrundede. De kraftige, velvinklede bagben, set bagfra, er parallelle med de forreste ben.

Overlår:
Langt og bredt, meget muskuløst.

Knæ:
Kraftigt, placeret næsten lodret under hofteleddet.

Underlår:
Langt, af nogenlunde samme længde som overlåret og med god muskulatur.

Haseled:
Kraftigt og stabilt, hverken ind- eller udaddrejet.

Mellemfod:
Kort og kraftig, stillet næsten lodret mod jorden.

Bagpoter:
Rundede, højt hvælvede, med tæt sluttede tæer (kattepoter). Kløerne er korte og kraftige og så mørke som muligt.

Bevægelse
Harmonisk og smidig, dækker meget jord, let fjedrende, Aldrig med kort skridt eller pasgang. Benene skal være parallelle i bevægelse, både” frem og tilbage” og altid godt koordineret mellem for og bag.

Hud
Stramt tilliggende. Godt pigmenteret hos ensfarvede hunde. Hos harlekin følger pigmenteringen overvejende pletterne i pelsen.

Pels
Hårlag:
Meget kort og tæt, glat tilliggende og glansfuldt. Må aldrig være grov, mat eller en dobbelt pels

Farve:
Grand Danois avles i tre selvstændige varianter: Gul og tigret, harlekin og sort, blå.

Gul : Lys gyldengul til dyb gyldengul, sort maske ønskes. Gul: Lys gyldengul til dyb gyldengul. Sort maske ønskes. Aldrig at være grå-gul, blå-gul eller have en sodet gul farve Ingen hvide aftegninger.
Tigret: Grundfarven er lys til dyb gylden-gul, med sorte striber så regelmæssige og klart tegnede som muligt, følger retningen af ribberne. Sort maske ønskes. Aldrig med udvaskede striber. Ingen hvide aftegninger.
Harlekin (hvid med sorte forrevne pletter): Grundfarven er rent hvid, foretrækkes uden småpletter.. Rene sorte pletter godt fordelt over hele kroppen, med forreven kant. Grå eller brunlige pletter eller nuancer af disse farver i det sorte er uønskede, såvel som blå-grå stænk i den hvide. Såkaldte "Grautiger" forekommer og er hverken ønskeligt eller diskvalificerende.
Sort: Laksort, hvide aftegninger på bryst og tilladte fødder. Medtaget her er "Manteltiger", hvor den sorte farve aftegner sig som en sadel ('Mantel') eller tæppe og næseparti, hals, bryst, mave, ben og halespids kan være hvide. Også hunde med hvid grundfarve og store, sorte aftegninger kaldt "Plattenhunde". Den sorte farve skal aldrig have nuancer af gul eller brun eller blålig sort farve.
Blå: Rent stålblå. Hvide aftegninger på bryst og poter er tilladte. Aldrig med en gul nuance eller sortbrune blå farve.
Størrelse og vægt
Skulderhøjde
Hanner: mindst 80 cm, bør ikke overstige 90 cm.
Tæver: mindst 72 cm, bør ikke overstige 84 cm.

Fejl

Utilstrækkeligt stop.
Rullet i læben (den nedre læbe klemmes mellem fortænder i over-og underkæbe).
Uregelmæssig stilling af enkelte fortænder, så længe biddet dog slutter korrekt.
For små tænder.
Delvist tangbid.
Øjne fremstående eller for dybtliggende.
Løse skuldre, eller belastede eller med stejle skulderblade.
Løse albuer.
Håndrod bøjet, fortykket, eller koder over.
Mellemhånd som er markant svag, for skråtstillet eller for opretstående.
Bagpart for meget eller for lidt vinklet.
Haseled, der er åben, fortykket eller ustabilt.
Kohaset såvel som hasetrang.
Vildtkløer. (NB! Fjernelse af vildkløer er forbudt i Danmark)
Spredte eller lange poter.

Alvorlige fejl

Manglende selvtillid, sky, nervøs.
Æblehoved og for fremtrædende kindmuskler.
Løse øjenlåg og viser rød blinkhinde.
Svajryg eller karperyg.
Før hældende kryds.
Konstant pasgang.
Beskadiget fortykket halespids eller Halespids, som er blevet kuperet.

Diskvalificerende fejl

Aggressive eller sky hunde.
Hunde, som tydeligt viser tegn på fysiske eller adfærdsmæssige abnormiteter, skal diskvalificeres.
Angstbidende, hunde som let bliver provokeret.
Leverfarvet eller split næse.
Overbid, underbid eller et skævt bid, tangbid, manglende tænder bortset fra P1 i underkæben.
Ektropion, entropion eller abnorm størrelse på øjenlåg (macroblepharia.)
Lyse øjne (Wall øjne) eller forskelligt farvede øjne hos alle ensfarvede hunde - undtagen hos harlekins.
Haleknæk (dvs. deforme ryghvirvler).
Sølvblå eller isabellafarve i gul og tigret.
Gul, tigret eller blå hunde med hvid blis, krave, sokker eller halespids.
Misfarvet Harlekin: tigret eller blå pletter ("porcelæn tiger"), hvid med gul.
Albino, det vil sige ingen pigmentering.
Døvhed.
Under minimumshøjde.

Bemærk
Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.


Dansk Kennel Klubs bemærkning:
Forhold, som påvirker en hunds sundhed negativt, betragtes som en alvorlig fejl

Standarden udgivet af FCI 8. oktober 2012

Oversættelsen godkendt af DKK's Standard Komité januar 2014.
NB! Denne udgave erstatter standard udsendt af DKK i juli 2002.

Grand Danois er ifølge racens standard hunderacernes Apollo. Dette er ikke uden grund, for med sit imponerende og ædle helhedsindtryk, kombineret med et herligt væsen, er der bestemt noget "guddommeligt" over denne dejlige race.

Grand Danois er én blandt de mere end 350 internationalt anerkendte hunderacer. Baggrunden for hver enkelt hunderace er dens geografiske oprindelse og brugsegenskaber. Den geografiske oprindelse har været medvirkende til skabelsen af de mange selvstændige racer med principielt samme brugsegenskaber.

Historisk set har der over hele verden været hundeejere, som var stolte af deres hundes lokale særpræg - således også i Danmark, hvor den hund, der umiddelbart toner sig frem på nethinden, når man taler om danske, nationale hunderacer, er den store danske hund - Grand Danois. Racen betragtes hér og over det meste af verden som dansk. Den kendes fra Fyn år 5-400 f.Kr. Hunden blev dengang brugt til jagt på storvildt, mens den i dag anvendes som selskabshund og vagthund.

Som race deltog den på den første danske udstilling i 1886 og figurerer i første bind af Dansk Hundestambog fra 1890 under betegnelsen "Stor Dansk Hund". Ikke på noget tidspunkt har racen været i fare for at forsvinde. Dette hænger utvivlsomt sammen med dens imponerende og majestætiske fremtoning, som til alle tider har understøttet interessen for racen.